Hvordan skal du forholde dig i forhold til vaccination af din hest?
Den 1. jan. 2013 trådte de nye vaccinationsregler fra Dansk Rideforbund i kraft. Nedenfor kan du se hvilke regler, der gælder nu.
Stævneåret fra 1. januar 2013 og fremefter:
For heste/ponyer, der påbegynder deres basisvaccinationsprogram efter 31. december 2012, gælder følgende regler:
Hesten/ponyen skal være basisvaccineret mod influenza, hvilket vil sige, at den skal være basisvaccineret med 2 vaccinationer mod influenza med mindst 21 og højst 92 dages mellemrum. Herefter skal hesten/ponyen have en Booster-vaccination, der skal gives tidligst 5 måneder og senest 6 måneder og 21 dage efter den anden basisvaccination i henhold til vaccinens godkendelse. Hesten skal herefter vaccineres årligt – dvs. senest på årsdagen efter sidste vaccination.
Vaccination skal i ethvert tilfælde være foretaget i henhold til vaccinens godkendelse.
FEIs regler for heste/ponyer, der skal starte internationale stævner under FEI (FEI Veterinary Regulations):
Nedenstående regler gælder for heste og ponyer, der skal starte internationale stævner under FEI.
Hesten/ponyen skal være basisvaccineret mod influenza, hvilket vil sige, at den skal være basisvaccineret med 2 vaccinationer mod influenza med mindst 21 og højst 92 dages mellemrum. Herefter skal hesten/ponyen have en booster-vaccination, der skal gives senest 6 måneder og 21 dage efter den anden basisvaccination i henhold til vaccinens godkendelse. Hesten skal herefter vaccineres årligt – dvs. senest på årsdagen efter sidste vaccination. Når hesten/ponyen starter et FEI-stævne, må seneste revaccination ikke være foretaget mere end 6 måneder og 21 dage inden stævnestart.
Heste/ponyer, som er korrekt basisvaccineret før 2005 efter FEIs daværende regler, og hvor de årlige revaccinationer er regelret fulgt, skal ikke have ny basisvaccination og Booster-vaccination, man kan starte FEI stævner, såfremt årlig revaccination er fulgt. Dog må seneste revaccination ikke være foretaget mere end 6 måneder og 21 dage inden stævnestart.
Heste/ponyer, som er basisvaccineret efter 1. januar 2005, skal være basisvaccineret med 2 vaccinationer mod influenza med mindst 21 og højst 92 dages mellemrum. Herefter skal hesten/ ponyen have en booster-vaccination, der skal gives senest 6 måneder og 21 dage efter den anden basisvaccination i henhold til vaccinens godkendelse.
Dansk Ride Forbunds anbefalinger
Dansk Ride Forbund anbefaler generelt, at alle vaccinationer af heste – uanset hvilken sygdom der vaccineres imod – skal foretages i henhold til vaccinens godkendelse. Oplysninger om vaccinens godkendelse fremgår af lægemiddelstyrelsens produktgodkendelse. Er du i tvivl, om din hest er korrekt vaccineret, skal du være velkommen til at rådføre dig med os.